5 minutters nærvær

7.maj 2019

Øvelse 1

Når man taler om nærvær er åndedrættet nært beslægtet. Du kan således øve nærvær ved at fokusere på dit åndedræt:

  • Registrer hvordan du trækker vejret.
  • Hvordan går luften ind i kroppen?
  • Hvor mærker du din vejrtrækning? Går den fx ud i armene, ned i maven.
  • Hvordan går vejrtrækningen ud igen?
  • Der er ikke en bestemt måde du skal trække vejret på, du skal bare registrere den og give dig selv og din krop opmærksomhed uden at bedømme og analysere.

Øvelse 2

Du kan også begynde at registrere mere om din krop, når du trækker vejret. Det kan eventuelt hjælpe at sidde med lukkede øjne og med fødderne i kontakt med gulvet (det giver jordforbindelse). Prøv at spørge dig selv:

  • Hvordan har jeg det lige nu?
  • Hvad mærker jeg i min krop?
  • Hvad føler jeg lige nu?

Det er helt normalt at tanker kommer og går, når vi giver vores krop ro og opmærksomhed. Prøv at registrere når dine tanker afleder din opmærksomhed og vend tilbage til dit åndedræt, fx hov jeg kom til at tænke på mit arbejde, nu vil jeg fokusere på min vejrtrækning.

Øvelse 3

En anden måde at arbejde med nærvær kan fx være i forbindelse med at spise. Prøv at spis dit næste måltid ved at give din mad opmærksomhed, tyg og virkelig smag det du indtager. (En sidegevinst er også at man typisk vil spise mindre)

Øvelse 4

Du kan også øve nærvær gennem at male, dyrke sport, lave mad, havearbejde eller andet som giver dig et meditativt øjeblik, hvor din hjerne slapper af. Nyd de øjeblikke for de kan åbne døren til nye ideer og opmærksomhed på, hvordan du egentlig har det. Og give ro i sindet.