Jeg har haft rigtig mange stress ramte i personlige forløb – og kendetegnet ved dem alle er at det er arbejdsbetinget stress. Det er medarbejdere og ledere, der har overhørt alle kroppens signaler om, hvornår de skulle stoppe op og sætte sig selv øverst på agendaen. Det er der ikke noget mærkeligt i, da meget stress ofte kommer snigende fx i virksomheder, der vækster meget, og hvor de enkelte medarbejdere med tiden har fået større og større ansvarsområder – nogle endda flere jobfunktioner uden, at der er blevet stoppet op på et tidspunkt og taget et realitetscheck. Det kan også være en adfærdsstil man har – som, at det kan være svært at sige fra og derved kommer til at tage for meget på sig. Det kan man godt i et stykke tid, men ofte ikke i det uendelige. Det kan også være, at man har fået andre prioriteter i takt med, at man fx har fået familie og derved ønsker at skrue arbejdstiden ned til en normal arbejdsuge. Så der er en meget fin balance mellem krav og ressourcer, som både virksomhed og medarbejdere løbende vil have gavn af at forventnings afstemme gennem en prioriteret indsats.

Med de forandringer, der i dag sker – og som kun ser ud til at accelerere, vil jeg mene, at det må være et krav for virksomheder i dag, at sætte stressforebyggelse højt på agendaen for at kunne overleve på den lange bane. De fleste virksomheder har i dag både stress politiker, feedback kulturer mm, men alligevel er emnet fortsat et ømt punkt.

Det jeg oplever, er at mange oplever det som et kæmpe personligt nederlag, når man ikke kan det, som man troede, og ikke kan leve op til de forventninger man har til sig selv og til sin nærmeste leder. Nogle har svært ved at erkende, at de er stress ramte. Og mange er også bange for at blive opsagt – hvilket betyder, at der bliver taget store personlige kompromisser. Så der er meget på spil, men stressen går ikke væk ved, at den overhøres – tværtimod bliver det ofte kun værre og værre med en uønsket adfærdsændring både på arbejdet og privat til følge. Lederen har på den anden side ofte svært ved at italesætte det – for hvornår og hvordan gøres det mest hensigtsmæssigt? Det forudsætter en meget åben og tillidsfuld kommunikation.

Men hvordan kan man selv blive bedre til at stoppe op og tage sig selv mere alvorligt? Hvordan kan man komme overens med at sætte sit eget job i spil? Jeg oplever, alle dem som har mærket på egen krop hvad konsekvensen er ikke at gøre det, er blevet markant bedre til at passe på sig selv og være tro mod sine egne værdier. Og det som de finder ud af er ofte enten: 1. At de er vokset fra virksomheden og skal videre i et andet job, der bedre passer til deres værdier. 2. At deres nye definerede krav/behov faktisk kan imødekommes på eksisterende arbejdsplads, og gennem en åben og tillidsfuld kommunikation er alle vokset som mennesker – og organisation.

For at komme dertil forudsætter det, at man kender sine værdier ret godt og tør være tro i mod dem. Dernæst at kommunikationen mellem medarbejder og leder er åben og tillidsfuld. Den første del er et personligt arbejde, hvorimod den anden del i høj grad også handler om virksomhedens kultur og af lederen og medarbejderens evne til at indgå i den dialog. Og så bliver det lige pludselig noget mere komplekst – men uanset hvad en personlig rejse for den enkelte, som kan være en nødvendighed for at have et godt og meningsfuldt liv. Og for virksomheden et must for at sikre sin konkurrencedygtighed i fremtiden.

Hammer Coaching arbejder med stressforebyggelse og stresshåndtering i individuelle, personlige forløb og kan kontaktes på 22 85 15 68 eller via mail: tanyia.hammer@gmail.com.