Det er nok ikke den store overraskelse for nogen, at man i dag skal være knivskarp i sin ansøgning for at komme i betragtning til et job.

Så spørgsmålet er: Hvordan bliver man det?

Først og fremmest handler det om at finde eller skabe sin indre motivation. Er du lidt ”ligeglad” med jobbet vil det højst sandsynligt kunne læses i din ansøgning, og resultatet bliver også derefter. Prøv evt. at forestil dig, at du allerede har fået jobbet. Hvordan føles det? Hvis du har en god følelse så skynd dig at komme til tasterne!

Ansøgningen må max fylde én side og kan struktureres således:

  1. Skriv en sigende og relevant overskrift, der matcher det som arbejdsgiveren efterspørger; fx Erfaren Account Manager med stor ledererfaring søger nye udfordringer!
  2. Så kommer motivationen. Hvad er det der gør, at du gerne vil have jobbet? Vær meget skarp på det. Og sæt dig godt ind i virksomhedens behov. Hvordan matcher du stillingen/virksomheden?
  3. Hvilke faglige kompetencer vil du sætte i spil? Hvad er det du kan tilbyde? Vær målrettet – Svar kun på det, som virksomheden efterspørger, resten kan de se i dit CV. Undgå vendinger som; ”jeg brænder for”.
  4. På hvad måde svarer dine personlige kompetencer til det virksomheden efterspørger? Uddyb det så det ikke bare bliver tomme ord, som fx: Personligt er jeg meget social, resultatorienteret og energisk. Det kan tolkes på mange måder og siger ikke så meget – så på hvad måde er du fx social, resultatorienteret og energisk? Kom med eksempler.
  5. Afslut din ansøgning med en afslutning som er tidssvarende fx: ”Jeg glæder mig til at høre fra jer” (Og ikke ”jeg ser frem til at uddybe mine kvalifikationer til en personlig samtale”).

Held og lykke med jagten på dit drømmejob! Og husk første skridt på vejen er at komme til jobsamtalen.