Jeg havde en inspirerende oplevelse, hvor jeg blev opmærksom på, hvilken påvirkning, man som sælger egentlig har for at skabe resultater hos kunden. Således oplevede jeg at have/få fuldstændige forskellige møder/resultater afhængig af sælgeren – dette selvom agendaen var ens. Det er der måske ikke så meget mærkeligt i, da vi jo alle sammen er forskellige som individer, men det pointerer bare, hvor vigtigt det er for en sælgers succes virkelig at være klar på, hvad han/hun ønsker af et kundemøde. Hvad er målet med målet? Så forbered dig godt - det er afgørende for at kunne styre mødet!

At dit faglige niveau naturligvis skal være i orden er i sagens natur en selvfølge for at være professionel, og jo mere du ved om kundens forretning jo mere professionel vil du fremstå. Så det betaler sig at sætte sig godt ind i kundens forretning inden et møde. I jo højere grad du kan møde kunden, hvor han/hun er, jo nemmere vil du få det.

Dernæst er en væsentlig succesparameter at være ekstrem lyttende og behovsafklarende for kunden. Stil spørgsmål og være nysgerrig på kundens forretning, så kunden får lyst til at tale. Det giver også dig mulighed for at skabe mersalg. Udover selv at nå i mål som sælger giver det også kunden en følelse af at være interesseret i vedkommendes forretning, hvilket er en forudsætning for, at kunden vil samarbejde med dig. Her er det en god ide at tænke i at skabe langvarige relationer.